Historie

Ved afslutningen for Pilehavekorets første sæson

med Marianne, maj 1997.

Mel.: Jeg plukker fløjlsgræs...

​

1. Ja, tænk, hvor var vi dog alle spændte,
   da Marianne vi møde sku',
   at få en lærer vi ikke kendte,
   hvad nu hvis sammen vi ikke ku'?
   Men pigen har os i sandhed vundet,
   selv om du stiller lidt store krav,
   vi har med dig melodien fundet,
   for vi finder dig særdeles brav.
    

2. En drengecykel vor lærer bringer,
   en hvirvelvind til vort gamle hus,
   helt uden tøven hun benet svinger
   og så af sted i et vældigt sus.
   Og farten holder, når vi skal øve,
   vi pukler glade og tørster godt.
   Vi må så lytte, men ikke "sløve",
   imens de andre skal synge flot.
    

3. Ja, så meget dine øjne siger,
   du har hænder med et stille sprog,
   og tred’ve mand på kommando tier,
   når "stoppet" tydes fra krog til krog.
   Skal vi synge med en mindre styrke,
   straks du dukker dig og bliver væk.
   At snak og tale vi ej skal dyrke
   er selvfølgelig da klart om bæk.
    

4. Se, disse øjne er oftest milde,
   men også hurtigt kan sendes lyn,
   dog sjældent hører vi, det var ilde,
   når vi har haft en koncert i by'n.
   Vi sænke' "skuden", den lå på bunden,
   vi krummed' tæ'r, men fik ingen skænd.
   Så nu vi føler, at vi i grunden
   rent faktisk atter kan have den.
    

5. Sæsonen slutter, og vi nu takker,
   ja, mange timer vi sammen var,
   og selv om noderne vi snart pakker,
   du kan forvents: Vi vil stå klar.
   Hvis blot du fløjter, ja, måske pifter,
   så kommer koret i samlet trop,
   og vi så nyder med dig at synge,
   for vi kun nødig vil holde op.
   
    

En ung dame aflægger prøve hos en sanglærer og siger bagefter: "Når jeg synger, ved jeg ikke, hvor jeg skal gøre af mine hænder? Jeg vil foreslå, at De putter dem i munden!"